Det er okay at være sortseer!

”Hvis du bruger DRs produkter, skal du også betale for dem!” Sådan argumenterer DR i utallige licenskampagner, og sådan argumenterer mange licenstilhængere. Argumentet er også besnærende. For når man bruger en vare eller en serviceydelse, skal man også betale for den. Det virker umiddelbart logisk og rimeligt.

Men man udelader en vigtig mellemretning, når man argumenterer på den måde. Man glemmer nemlig, at DRs produkter leveres til ens hjem uden, at man har nogen chance for at frabede sig dem – anden end at afskrive sig ejerskab af snart sagt alle moderne elektroniske apparater, hvilket selvsagt ikke er en mulighed for moderne mennesker.

Argumentets svaghed kan bedst illustreres med en analogi: Tænk hvis vi her jeg satte en stor mobil fladskærm op på din gade, på en måde så du nemt kunne se den fra dit vindue. Og tænk hvis jeg viste serier, dokumentarer og alt muligt andet interessant på fladskærmen. Ville du så se med fra tid til anden? Ja, det ville du ganske sikkert. Men kunne jeg forlange betaling for mit produkt, alene fordi du så med?

Nej, det kunne jeg helt bestemt ikke. For du har aldrig bedt om at få leveret produktet, og der er derfor ikke indgået en gyldig handel. Den manglende betaling skyldes ene og alene min fejlbehæftede forretningsmodel.

Hvis jeg havde ønske om at modtage andet end frivillige donationer, måtte jeg ændre mit koncept således, at kun betalende kunder kunne se med. Jeg måtte f.eks. rykke forretningen indenfor og tage entré.

Gjorde jeg det, kunne jeg med rette beskylde folk, der sneg sig ind og så med for snyd og bedrag.

Men så længe man kaster sit produkt i grams i det offentlige rum, kan man ikke bebrejde andre end sig selv, hvis man ikke får penge i kassen. Så man kan med den reneste samvittighed se DR uden at betale medielicens. For sortseeren gør intet galt – tosseriet findes alene i DRs urimelige forretningskoncept.